Fest og farver

Fire årlige fester og en række fredagscaféer er med til at styrke fællesfølelsen på tværs af årgange og er kærkomne afbræk i en travl faglig hverdag.

Til alle skolens fester bemander lærerne barerne, og vi har eksterne vagter, der er med til at sikre, at alt forløber trygt og roligt.

Introfest

I september kan du se frem til en introfest på skolen, hvor vi fejrer ankomsten af nye Aalborghusere. Det er typisk en farvetema-fest, hvor førsteårselever kommer klædt i hvidt, andenårselever fra stx i blåt og alle afgangselever i sort. Det ser rigtig flot ud på dansegulvet og i aftensolen i skolegården.

Julefest og fødselsdag

I december holder vi en stor julefest, hvor vi fejrer skolens fødselsdag. Det er en stor fest, der er åben for alle Aalborghusere – også for afgangselever fra året før. Til denne fest har vi altid en stor koncert på aftenen. I 2016 var den fx med Johnny De Luxe, og i år kommer Ude af Kontrol og spiller.

Gallafest

I april holder vi en stor gallafest. Afgangsklasserne danser Lanciers og spiser på skolen, og bagefter er der en stor fest, hvor der bliver taget festlige klassebilleder. På aftenen vil der være en DJ, der holder gang i dansegulvet på festligste vis.

Sidste skoledag

I maj ligger sidste skoledag inden eksamensperioden. Når du bliver afgangselev, kan du på denne dag se frem til en særlig fest med fællesspisning med lærerne og underholdning på skolen. Til midnat løftes sløret for, hvilke fag du skal op i og hvornår.

Fredagscaféer

Udover festerne arrangerer skolens festudvalg også et antal fredagscaféer i eftermiddagstimerne, hvor du kan hygge sammen med dine venner til god musik, god snak eller et godt brætspil. Ofte står et eller flere elevbands for musikken.