Musik

Aalborghus er et gymnasium med musiske rødder, og som elev kan du nyde godt af en masse forskellige musiske tilbud og aktiviteter. Her kan du se et udpluk.

Skole med musiske rødder

Aalborghus har som gymnasium en lang tradition for musik. Vi har to studieretninger, der er dedikeret til musik, og der er altid masser af musik på skolen til morgensamlinger, til vores årlige festival, til vores fredagscaféer o.s.v.

Fedt studie og gode øvelokaler

Vores musikfaciliteter er i top. Vi har bl.a. et rigtigt pladestudie, hvor du kan indspille din egen musik, og vi har øvelokaler og instrumenter, som du, uanset dit niveau, kan benytte efter skoletid, hvis du aftaler det med en lærer.

Aalborghus’ egen musikskole

På Aalborghus kan du, uanset dit niveau, få billig instrumental- eller sangundervisning efter skoletid. Aalborghus Musikskole er et samarbejde med Den Rytmiske i Nordkraft, og undervisningen leveres af deres dygtige undervisere.

Band og sammenspil

Du kan spille sammen (eller øve alene) i musiklokalerne hver eftermiddag eller aften. Instrumenter og udstyr er til rådighed. Vi holder en række aftalemøder i skoleåret, så du kan finde nogle at spille sammen med, hvis du ikke allerede selv er en del af et band.

Skoleband

Hvis du kan spille et instrument og gerne vil gøre det sammen med andre, så kan du komme med i skolens band. Bandet øver sammen en eftermiddag om ugen, og optræder til skolens fællesarrangementer som fx forårskoncerten.

Skolens kor Take Note

Hvis du kan lide at synge sammen med andre, kan du blive en del af Aalborghus’ eget kor. Du behøver ikke kunne læse noder for at være med, bare du er glad for at synge. Koret mødes og synger sammen en eftermiddag hver uge.

Vokalgruppen Zubeato

Hvis du er særligt talentfuld sanger har du muligheden for at udforske sangstemmens udtryksmuligheder sammen med andre ligesindede i talent- og vokalgruppen Zubeato, der synger alt fra gedigen pop til mere eksperimenterende klang-numre.

Sangskrivning

Hvis du skriver sange eller skriver melodier/tekster og mangler en at arbejde sammen med, så kan du tilmelde dig talentholdet i sangskrivning. På holdet skriver I sange, spiller og synger dem for hinanden, og arbejder hen imod indspilning af sangene.

Studienørd

Er du sangskriver eller har du hang til at sidde bag en mixer og skrue på knapper, så kan du tilmelde dig talentholdet Studienørd og lære at indspille sange i skolens studie. Målet er at nå frem til et velproduceret og vellydende nummer eller tre, når workshoppen slutter.

Forårskoncert

Hvert år i marts kan du være med til at fyre op under foråret, når Aalborghus’ musikhold, bands og solister spiller en kæmpe koncert for resten af skolen og deres familier. Her kan de nyde et udpluk af den fede musik, der til daglig fylder vores skole.

Andre musiske aktiviteter

På Aalborghus har vi også vores egen årlige festival og opsætning af en musical. Dem finder du beskrevet på siden for Kunst og Scene. Der foregår naturligvis også en masse spændende i selve musikundervisningen med ekskursioner, koncertbesøg, gæsteundervisere, o.m.a.

Denne side er tænkt som et hurtigt overblik for dig – et hurtigt kig ind i livet med musik på Aalborghus.

Vi har meget at byde på, og der kan være yderligere tiltag og tilbud, som ikke er listet her. Vi kan desværre ikke garantere, at alle de nævnte tilbud bliver oprettet hvert år, da det bl.a. kan afhænge af tilmeldinger mv. Vi sender mere dybdegående information ud til vores elever på vores intranet Lectio i løbet af året om vores aktuelle tilbud.

Vil du gerne vide mere om musik på Aalborghus eller om et bestemt tilbud på listen, så kom forbi kontoret eller kontakt os på post@aalborghus.dk, så vil vi med glæde hjælpe dig.