Frivillighed

 

Få et Frivillighedsbevis!

Arbejder du frivilligt i mindst 20 timer i løbet af dit studieforløb, kan du få et frivillighedsbevis, som du fx kan vedlægge en fremtidig jobsansøgning. Frivilligbeviset udstedes af Projekt Frivillig, der er et offentligt initiativ, hvis formål det er, at få elever på landets kompetencegivende ungdomsuddannelser engageret som frivillige i foreninger og organisationer.

Projekt Frivillig på Aalborghus Gymnasium

På Aalborghus er det sekretær Mona Chander, der er frivillighedsvejleder og kontaktperson til Projekt Frivillig. På baggrund af henvendelser fra forskellige organisationer via Projekt Frivillig formidler hun informationer til skolens elever om muligheden for at lave frivilligt arbejde i for eksempel AIDS-Fondet, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Du behøver dog ikke arbejde for en stor organisation for at få et bevis. Det kan være du er spejderleder, fodboldtræner eller deltager i elevråds- eller udvalgsarbejde på gymnasiet – og så kan du også få beviset.

Hvis du vil have mere information om dine muligheder for frivilligt arbejde eller om frivilligbeviset, kan du kigge forbi kontoret eller skrive til Mona Chander på CH@aalborghus.dk

Operation Dagsværk

Operation Dagsværk (OD) er eleverne på de danske ungdomsuddannelsers egen oplysnings- og solidaritetsorganisation. OD-dagen fungerer sådan, at de deltagende elever finder et dagsværk/minijob, som de kan udføre på den fastlagte dag, og de donerer derefter dagens løn til et velgørende formål.

I 2016 deltog omkring 150 af Aalborghus’ elever med jobs stillet til rådighed af bl.a. Føtex, Kvickly, Bog&Ide og Han Herred Efterskole. De donerede deres løn til uddannelse af unge i Guatemala, som var årets OD-projekt.