Omsorgsberedskab

Omsorgsberedskabet er en gennemgang af proceduren ved dødsfald, livstruende sygdom eller ulykker, og skal sikre at vi tager bedst muligt vare på alle berørte parter.

 

Ved dødsfald, livstruende sygdom eller alvorlige ulykker skal du kontakte rektor eller administrationen, der vil iværksætte punkterne i gymnasiets omsorgsberedskab nedenfor.

  • Aalborghus Gymnasium, tlf. 96 31 66 00
  • Rektor Torben Poulsen, tlf. 40 16 10 16 (privat)
  • Vicerektor Grethe Andersen, tlf. 25 32 10 15 (privat)

 

 Indhold

1. Hvis en elev mister et nært familiemedlem
1.1 Lige efter dødsfaldet
1.2 Begravelsen
1.3 Opfølgning

 

2. Hvis en elev dør
2.1 Lige efter dødsfaldet
2.2 Begravelsen
2.3 Opfølgning

 

3. Hvis gymnasiet mister en ansat

3.1 Lige efter dødsfaldet
3.2 Begravelsen
3.3 Opfølgning

 

4. Ved livstruende sygdom, alvorligt uheld eller lignende

 

5. Særlige forhold, der kræver yderligere indsats

Bilag

Bilag 1. Orientering af klassen ved dødsfald i den nærmeste familie

 

Bilag 2. Krisens 4 faser

 

Bilag 3.Gode råd om psykisk førstehjælp

 

Bilag 4. Stikord til indholdet af samtalerne efter mindehøjtidelighed ved dødsfald

 

Bilag 5. Til elever: Sådan kan du hjælpe, hvis en kammerats nærmeste er død

1. Hvis en elev mister et nært familiemedlem

1.1 Lige efter dødsfaldet

  1. Gymnasiet beder eleven eller hjemmet om at give gymnasiet besked, når hjemmet er ramt af alvorlig sygdom, ulykke eller dødsfald.
  2. Rektor orienterer straks elevens gymnasievejleder og klassens lærere. Blandt klassens lærere udpeges en kontaktperson.
  3. Gymnasievejlederen kontakter eleven på gymnasiet, ringer hjem eller sender et brev, hvor der tilbydes en samtale hurtigst muligt.
  4. Gymnasievejlederen vurderer i samråd med eleven, hvorvidt gymnasiets psykolog skal inddrages eller om der skal tages andre initiativer.
  5.  Gymnasievejlederen og eleven vurderer i hvilket omfang, klassen eller andre af gymnasiets elever skal underrettes.
  6. Hvis klassen orienteres, skal klassen have instrukser om, på hvilken måde det er hensigtsmæssigt at omgås pågældende klassekammerat. Dette sker på initiativ af rektor.
  7. Alle kammerater og lærere opfordres til med et par ord eller en samtale at vise eleven, at de ved, hvad der er sket, og tænker på eleven

1.2 Begravelsen

  1. Der gives mulighed for, at klassens lærere, gymnasievejleder og elever kan deltage i begravelsen

1.3 Opfølgning

  1. Rektor, gymnasievejleder og kontaktperson og klassens lærere holder løbende hinanden underrettet om, hvordan det går med eleven.
  2. Gymnasievejlederen holder løbende kontakt og indkalder mindst til samtale efter et par måneder, efter et halvt år og efter et år.
  3. Klassens lærere vurderer, om og hvornår emner som døden eller eksistentielle spørgsmål skal tages op i klassen

2. Hvis en elev dør

2.1 Lige efter dødsfaldet

  1. Lærerne underrettes ved samling på lærerværelset. Der tages telefonisk kontakt til de lærere, som har den pågældende elev, men som ikke er på gymnasiet.
  2. Eleverne underrettes ved samling. Her informeres om, hvad der er sket, og der afholdes 1 minuts stilhed. Alle, der føler behov, tilbydes en sammenkomst efter skole, varetaget af rektor, for uddybning af årsag og afklaring af eventuelle spørgsmål fra eleverne.
  3. Hvis hjemmet /de pårørende ønsker det, kan der evt. synges en fællessang eller spilles et musikstykke, der har relation til afdøde.
  4. Elevens stamklasse samles. Den første time, eller et tidsrum efter elevernes ønske, vil klassens lærere, gymnasievejleder eller rektor være til stede, da det er vigtigt at eleverne får lov til at stille spørgsmål og at tale ud om dødsfaldet. Herunder kan der evt. aftales deltagelse i begravelse, indsamling af penge til blomster og/eller bårebuket og hvem der tager kontakt til de pårørende.
  5. Det skønnes fra gymnasievejleder/rektors side, om det er nødvendigt for klassen eller enkeltpersoner at tale med en ekstern psykolog for eventuel krisehjælp eller sorgterapi.
  6. Gymnasievejleder / rektor skal gøre det klart, at eleverne, også senere, altid er velkomne til en samtale.
  7. I den efterfølgende tid skal der i klassen tages højde for hændelsen, så eleverne ikke får indtryk af, at gymnasiet har glemt klassekammeratens dødsfald.
  8. Vær opmærksom på, at der er elever på/i andre hold/klasser, der måske har relation til afdøde. Her er det vigtigt, at rektor eller gymnasievejleder tager en samtale med pågældende elever, og skønner om der er brug for professionel krisehjælp i form af psykolog.
  9. I gymnasiets øvrige klasser taler læreren med klassen om hændelsen. Vær her opmærksom på venner/veninder til afdøde. Det er udmærket at gå i gang med en tillempet undervisning.
  10. Rektor retter henvendelse til elevens forældre med information om, hvad gymnasiet har foretaget sig i forbindelse med dødsfaldet.
  11. Der flages på halv.

2.2 Begravelsen

  1. Der gives mulighed for at alle kan deltage ved begravelsen, hvis denne er annonceret og/eller familien ønsker det.
  2. Gymnasiet sender blomster til begravelsen
  3. Der flages på halv på begravelsesdagen og deltagende elever og lærere er fritaget for al undervisning hele dagen.

2.3 Opfølgning

  1. Det er vigtigt, at lærerne er opmærksomme på elevernes adfærd, selv lang tid efter hændelsen og taler med pågældende elever eller sender dem videre til en gymnasievejleder, som herefter kan sende personen videre til psykolog.
  2. Klassens gymnasievejleder tager initiativ til opfølgende samtaler med klassen, og klassen får evt. mulighed for at skrive kondolerende breve til afdødes familie eller får på anden måde lov til at bearbejde hændelsen.
  3. Efter 1-2 måneder tager gymnasievejlederen kontakt til klassen og følger op på, hvordan klassen har håndteret situationen.

3. Hvis gymnasiet mister en ansat

3.1 Lige efter dødsfaldet

  1. Personalet underrettes ved samling på lærerværelset. Ansatte, som ikke er på arbejde, underrettes pr. telefon/mail, dødsårsag og omstændigheder omkring hændelsen afklares. Det er vigtigt, at personalet får lov at tale ud om tingene og bearbejde hændelsen.
  2. Det skønnes fra rektor og arbejdsmiljørepræsentantens side, om det er nødvendigt for personalet eller enkelte lærere at få professionel hjælp i form af psykologsamtale.
  3. Eleverne informeres ved samling.
  4. Der afholdes 1 minuts stilhed.
  5. Hvis de pårørende ønsker det, kan der evt. synges en fællessang eller spilles et musikstykke, der har relation til afdøde.
  6. Hvis det er en lærer, der er død, tager rektor / gymnasievejleder en samtale med lærerens klasser og skønner, i hvilken grad det er nødvendigt for klassen at bearbejde situationen og hvorvidt, det er nødvendigt at tilknytte ekstern hjælp i form af psykolog.
  7. Rektor sender brev/ringer til afdødes familie med information om, hvad gymnasiet har foretaget sig i forbindelse med dødsfaldet.
  8. Der flages på halv.

3.2 Begravelsen

  1. Der gives mulighed for, at alle kan deltage ved begravelsen, hvis denne er annonceret, og/eller familien ønsker det.
  2. Gymnasiet sender blomster til begravelsen
  3. Der flages på halv.

3.3 Opfølgning

  1. Det er rektor og arbejdsmiljørepræsentantens opgave at holde øje med lærernes reaktioner, gennemføre eventuelle samtaler med personalet og eventuelt at sende dem til psykolog.
  2. Det er rektor og arbejdsmiljørepræsentantens opgave at følge op på begivenheden (evt. mindeceremoni)og gennemføre opfølgende samtaler.

4. Ved livstruende sygdom, alvorligt uheld eller lignende

  1. Hvis en elev kommer alvorligt til skade eller bliver pludseligt syg, skal kontoret informeres og herefter skal oplysningen videregives til gymnasievejlederen/klasseteamet.
  2. I tilfælde af en alvorlig sygdom skal gymnasievejlederen i samarbejde med eleven finde ud af, hvorvidt klassen skal informeres.
  3. Gymnasievejlederen og elevens lærere skal i samarbejde hjælpe eleven til at finde sig til rette i klassen efter overstået sygefravær.
  4. Hvis der er tale om et handicap eller en meget alvorlig sygdom, (fx AIDS eller cancer) skal gymnasievejlederen informere klassen og afklare eventuelle spørgsmål og fordomme. Men kun hvis eleven ønsker det.

5. Særlige forhold, der kræver yderligere indsats

Et kapitel helt for sig selv, hvor det kan være nødvendigt at iværksætte særlige krisehjælps-foranstaltninger, er selvmordsforsøg, dødsfald, der skyldes selvmord eller en forbrydelse, eller tilfælde, hvor flere elever omkommer samtidigt i trafikken. I sådanne tilfælde må gymnasiets indsats naturligvis forstærkes. I den forbindelse er det afgørende at få skabt et tillidsfuldt samarbejde mellem gymnasiet, de berørte familier og myndighederne (politi, Falck, sygehus, kirke mm). Rektor har som altid det overordnede ansvar; men det vil være oplagt at inddrage psykolog og gymnasievejledere i det videre forløb.

Bilag 1. Orientering af klassen ved dødsfald i den nærmeste familie

  • Sig, at det er en alvorlig samtale, der forestår.
  • Hvis eleven selv går med, er det bedst at lade eleven begynde. Hvis vedkommende går i stå eller bliver ked af det – så giv tid. Evt. kan gymnasievejlederen hjælpe i gang igen.
  • Hvis gymnasievejlederen skal fortælle, er det bedst, hvis en kollega, der kender klassen godt, er til stede.
  • Gymnasievejlederen og lærere bør ikke skjule deres egne reaktioner.
  • Klassen skal have klar besked: så mange oplysninger som muligt, så man undgår mytedannelser.
  • Lad klassen reagere, græde osv.
  • Lad dem selv fortælle om egne oplevelser af tab eller sygdom, og hvordan de reagerede på dem.
  • Lad dem fortælle med egne ord, hvad de finder vigtigt i sådan en situation.
  • Hvis der er tale om en alvorlig sygdom, tales om, hvordan man kan støtte den pågældende.
  • Hvis eleven ikke ønsker en samtale, skal vedkommende have lov at være i fred. Gymnasievejlederen bør da et kort stykke tid efter følge sagen op med et tilbud om en ny samtale. Dette tilbud kan gentages efter 2-4 måneder.
  • Det er dog vigtigt ikke at holde eleven i krisefasen længere end højest nødvendigt.

Bilag 2. Krisens 4 faser

  1. Chokfasen. Den akutte fase, der kan vare fra et øjeblik, timer til dage. Personen bruger al sin energi til at holde virkeligheden på afstand. For mange vil der være tale om nedsat hukommelse for hvad der sker i denne fase. Mange vil fremtræde rolige, nogle snakkende om bagateller og andre vil være råbende, ofte gentagende sig selv. Uanset adfærd vil følelsen være kaos.
  2. Reaktionsfasen. 2. del af krisens akutte fase. Varighed: uger til måneder. Reaktionsfasen starter, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Smerten bryder frem i hele sin styrke. Det medfører sorg, fortvivlelse, tomhed, evt. vrede og desperate handlinger. Personen prøver at forstå og spørger igen og igen ”Hvorfor?”, ofte spørgsmål der ikke kan besvares (Hvorfor netop mig?). Ofte ses søvnforstyrrelser, øget alkoholkonsum, kropslige reaktioner, nogle bliver hallucinerede (har kontakt med afdøde). Betydeligt subjektivt syn på traumet, årsager og handlinger. Traumet ses i en forståelse der kan ligge langt fra virkeligheden (f.eks. pårørende til trafikoffer nægter at ulykken er sket; spritbilisten, der giver andre skylden for ulykken; patienter, der nægter at have fået at vide de har kræft (50%)).
  3. Bearbejdningsfasen. Den akutte tilstand er nu overstået. Varighed fra ½ til et helt år. Accept af situationen, forsonende holdning til realiteterne og orientering mod fremtiden, nu ikke længere opslugt af traumet. I tiltagende grad realistisk syn på traumet, årsag og konsekvenser. Adfærd normaliseres samtidig med at nye sociale roller indlæres, fornægtelse aftager. Skyld og ansvar for det skete får et realistisk indhold. Såfremt den ramte ikke selv kan bearbejde alene eller ved sine pårørendes hjælp, er det uhyre vigtigt at professionel bistand gives i form af samtalebehandling, mhp at minimere virkelighedsforvrængning, da der ellers er fare for at tilstanden kronifiseres og personen invalideres psykisk (f.eks. udvikler angstneurotiske træk, depressive tilstande eller paranoide tankeforstyrrelser ofte svage, men socialt ødelæggende).
  4. Nyorienteringsfasen. Denne sidste fase har naturligvis ingen egentlig afslutning, – som tiden går normaliseres tilstanden for den ramte, det oplevede indgår som en naturlig erfaring fra ens liv. I denne fase begynder man i stigende grad at få et mere realistisk syn på f. eks. et ulykkesforløb; afdøde, som ikke kun huskes i positiv omtale eller det modsatte om fraskilte ægtefæller. De traumatiske begivenheder og personer huskes i et mere realistisk og nuanceret skær. Selv i nyorienteringsfasen er mange dog i lang tid sårbare overfor mærkedage, og lignende situationer. Det ”sidste” forsoningsarbejde foregår næsten ubemærket og med lange mellemrum og for den implicerede med realistisk distance.

Kilde: www.psyknet.dk

Bilag 3. Gode råd om psykisk førstehjælp

  • Vær opmærksom på at være støttende og omsorgsfuld.
  • Aflast og beskyt mod stressende påvirkninger; stærke indtryk, nysgerrighed mv.
  • Undgå falsk trøst og friske bemærkninger.
  • Brug tid og lyt.
  • Støt om nødvendigt personen i at fortælle.
  • Undgå at dramatisere, kritisere, korrigere og bremse følelser.
  • Accepter reaktionerne.
  • Hjælp den ramte med at få struktur på oplevelsen og den nære fremtid

Bilag 4. Stikord til indholdet af samtalerne efter mindehøjtideligheden

Indledningsvis skal nævnes, at dette afsnit primært er rettet mod situationen i den afdøde elevs klasse; men i modereret form kan hovedtrækkene anvendes mere generelt. I den afdøde elevs klasse vil begge nøglepersoner forhåbentlig være til stede eventuelt sammen med andre af klassens lærere. Disse to nøglepersoner kan med fordel støtte hinanden og på skift være den samlende person. Når der i det følgende anvendes betegnelsen “læreren”, skal det således opfattes som værende en af de to nøglepersoner.

Læreren indleder med at forklare, hvad tanken er med samtalen:

  • Et dødsfald medfører mange indtryk og reaktioner, som det er vigtigt at snakke om.
  • At høre andres reaktioner hjælper én til at fatte, hvad der er sket.
  • Når nogen dør, fyldes vi med følelser og tanker, som gør os kede af det eller bange ved at tale om det, der er sket, forstår vi bedre andres følelser og kan støtte hinanden.
  • Læreren forbereder eleverne på, at det kan gøre ondt at tale om det, der er sket. På længere sigt vil det imidlertid hjælpe sorgbearbejdningen, hvis man starter allerede nu.

Præcisér, at følgende regler gælder for samtalen:

  • Ingen fortæller nogen uden for klassen, hvad de har hørt andre sige.
  • Ingen må bagefter blive kritiseret for, hvad de har sagt, eller for hvordan de har reageret.
  • Det er helt i orden, at nogen græder eller giver udtryk for vrede over det, der er sket.
  • Hver enkelt skal kun tale for sig selv, og det er helt i orden kun at lytte.

Stil gerne nogle indledende spørgsmål, som alle i princippet kan svare på:

  • Hvor var du, da du hørte om dødsfaldet?
  • Hvornår fik du det at vide?
  • Hvordan fik du det at vide?
  • Hvad fik du at vide?
  • Hvordan reagerede du?

Dette bidrager til at stykke den enkeltes oplevelse sammen, og det skaber en fælles platform for forståelsen af, hvad der er sket. Påtrængende minder, især sanseindtryk, kan være svære at bearbejde. Blandt andet derfor er behovet stort for korrekt og fyldestgørende information. Det kan være værdifuldt at tage en runde, hvor hver enkelt elev uden pres får lejlighed til at fortælle “sin egen historie”. F. eks. kan det at fortælle om stærke sanseindtryk, være med til at tage brodden af disse indtryk.

Det er godt, hvis man kan lægge op til elevindlæg, der begynder med:

  • Det første jeg tænkte på, da jeg hørte det, var…
  • Det værste ved det, der er sket, er…
  • Jeg er mest ked af det, når jeg tænker på…

Eleverne kan også fortælle om, hvordan de reagerede på meddelelsen om dødsfaldet, eller de kan forsøge at konkretisere, hvad det er, der gør dem bange, vrede og kede af det. Det virker fremmende på en sådan runde, hvis læreren i eventuelle spørgsmål benytter tilsvarende konkrete formuleringer, hvorimod det virker hæmmende, hvis man spørger bredt/abstrakt i stil med: Hvad følte du, da … eller lignende.

Når man er kommet igennem runden med tanker og reaktioner, er det en god ide, hvis læreren understreger de fælles træk, der er i elevernes historier, men samtidig påpeger, at det er helt normalt, at mennesker oplever og reagerer forskelligt. Læreren må også gerne forberede eleverne på, at de kan reagere anderledes i senere faser, og at det er vigtigt at få sat ord på sin angst eller vrede, eller på de problemer man har med sit forhold til den døde (selvbebrejdelser over det man gjorde eller netop ikke fik gjort).

Det er godt at give eleverne råd om, hvordan de kan bearbejde deres egen sorg, f.eks. ved at:

  • tale med forældre, søskende og kammerater om det, der er sket og om den, der er død.
  • deltage i begravelsen og senere besøge gravstedet.
  • besøge den dødes familie på et senere tidspunkt og tale om den døde, se billeder o. lign.
  • skrive dagbog, breve, digte osv.
  • læse om sorgforløb og sorgbearbejdning.
  • afklare, hvordan de skal omgås søskende, familie og kæreste til den døde.

Inden samtalen i klassen slutter, bør læreren foretage en opsummering af, hvad der nu er nået og lægge op til en planlægning af, hvad der skal ske fremover. Man kan f.eks. drøfte klassens rolle ved begravelsen (blomster, påklædning, transport), man kan tage stilling til, om man skal lave en fælles hilsen til den dødes familie, eller om nogen skal tage på besøg på klassens vegne. Det vil være godt, hvis læreren åbner for flere samtaler på et senere tidspunkt. Erfaringen viser, at der kan være behov for at bearbejde et dødsfald i en klasse flere måneder senere. Det vil også være en god ide at efterlyse spørgsmål, kommentarer og reaktioner på selve samtalen, inden man slutter.

Det vil herefter uden tvivl være lettere at fortsætte skoledagen eller tage hjem, fordi eleverne har haft lejlighed til at få talt ud om begivenheden, mens det følelsesmæssige pres er allerstørst, og fordi de har fået mulighed for at få deres egen sorgreaktion sat ind i en sammenhæng og ikke blot står helt alene med det hele.

Som afslutning på denne første samtale vil det være af stor værdi, hvis læreren vil pointere, at alle elever i klassen i den kommende tid vil få et stort ansvar for den videre sorgbearbejdning. I denne fase må andre småkonflikter i klassen vige, og klassen må vise, at den kan fungere som en helhed med respekt for hinandens forskellighed, men også med omsorg for, at hver enkelt elev bliver inddraget i det samlede forløb.

Bilag 5. Til elever: Sådan kan du hjælpe, hvis en af dine kammeraters nærmeste er død

  • Det værste, du kan gøre er at isolere din kammerat.
  • Du skal ikke leve op til noget eller gøre noget bestemt – du skal bare være der. Spørg eventuelt om, hvad du kan gøre, men husk først og fremmest at lytte
  • Det er ikke sikkert, at din kammerat selv begynder at tale om hændelsen, fordi han/hun er bange for at ødelægge stemningen.
  • Det er ikke din skyld, hvis din kammerat kommer til at græde, når I taler sammen. Kammeraten er ked af det – derfor græder vedkommende. Bagefter, når gråden er stilnet, kan I godt tale sammen igen.
  • Det er vigtigt både for dig selv og for din kammerat, at du går med til begravelsen, også selv om du i første omgang tror, du ikke kan klare det. Gå også med til evt. sammenkomst bagefter.
  • Det er vigtigt at vide, at sorgen bevæger sig i bølger. Man er ikke lige ulykkelig hele tiden.
  • Du skal ikke føle dig forpligtet til pludselig at gøre en hel masse, hvis det drejer sig om en kammerat, som du normalt ikke har noget forhold til.

Revideret den 25. marts 2014 / MIO