Mundtlige prøver

Her kan du læse om reglerne for de mundtlige eksaminer og prøver på stx og hf på Aalborghus Gymnasium. Du har pligt til at sætte dig ind i disse regler inden prøvens start.

Inden prøven

Der er mødepligt til alle prøver. Hvis du bliver syg, skal du straks og under alle omstændigheder inden prøvens start kontakte skolens kontor, og du skal sørge for at få en lægeerklæring, så du kan komme til en sygeprøve på et senere tidspunkt. Du skal selv afholde udgifterne til en eventuel lægeerklæring. 

Du skal møde senest 30 minutter før, prøven starter. 

Mobiltelefoner og smartwatches skal afleveres inden prøvens begyndelse og være slukkede. 

Regler om hjælpemidler og digitale hjælpemidler 

Reglerne for brug af hjælpemidler er fastlagt i Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v. (BEK nr. 3 af 05/01/2026). 

Til den mundtlige eksamen må eksaminanden medbringe materialer i fysisk form eller filer, der er gemt lokalt på egen computer. Alt fysisk materiale samt materiale, der er gemt lokalt på egen computer, må anvendes, medmindre andet er fastsat for faget. Digitale programmer og værktøjer må kun anvendes, når de er tilladt i henhold til reglerne. Noter må benyttes, hvis de er gemt lokalt. Onlineversioner af noteprogrammer må ikke anvendes. 

Det er ikke tilladt at anvende digitale værktøjer og programmer, herunder funktioner baseret på generativ kunstig intelligens, medmindre faget har særligt angivne undtagelser.  

Mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr må ikke medbringes. I enkelte naturvidenskabelige fag er telefon dog tilladt til dataopsamling.  

I enkelte fag kan der gælde særlige regler for tilladte hjælpemidler. Det er derfor altid elevens ansvar at afklare med faglæreren, hvilke hjælpemidler der må anvendes ved den konkrete prøve. Læs nærmere her: https://uvm.dk/uddannelse-til-unge/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/afholdelse-af-proever/digitale-hjaelpemidler-og-internetadgang/hjaelpemidler-til-gymnasiale-proever/   

Særlige regler gælder for f.eks. latin og andre sprog, hvor kun noter fra forberedelsestiden må medbringes og ikke må indeholde tekstoversættelser. Læs nærmere her:   https://uvm.dk/media/odslzaxr/260407-25_31776-4-hjaelpemiddeloversigt-til-de-gymnasiale-proever-2026-april-2002218_1_1.pdf  

Overtrædelse af prøvereglerne kan ved eksamener medføre bortvisning eller karakteren -3 i henhold til bekendtgørelsen. Ved interne prøver henvises til skolens studie- og ordensregler.