Skriftlige prøver

Her kan du læse om reglerne for de skriftlige eksaminer og prøver på stx og hf på Aalborghus Gymnasium.

Regler for skriftlige eksaminer og prøver

Nedenstående regler gælder for alle skriftlige årsprøver, terminsprøver og eksaminer på Aalborghus Gymnasium. Du har pligt til at sætte dig ind i disse regler inden prøvens start.

  • Der er mødepligt til alle prøver. Hvis du bliver syg, skal du straks – og under alle omstændigheder inden prøvens start – kontakte skolens kontor, og du skal sørge for at få en lægeerklæring, så du kan komme til en sygeprøve på et senere tidspunkt. Du skal selv afholde udgifterne til en eventuel lægeerklæring.
  • Du skal møde senest 30 minutter, før prøven starter.
  • Snyd i forbindelse med prøver: Du skriver ved aflevering af prøven under på, at besvarelsen er din egen, og at der ikke er brugt ulovlige hjælpemidler (se nedenfor under hjælpemidler og digitale hjælpemidler for uddybning). Overtrædes disse regler, anses det som snyd. Du kan se sanktionerne for snyd nederst i dette dokument.
  • Mobiltelefoner og smartwatches skal afleveres, inden prøven begynder. Telefonerne skal være slukkede, når de afleveres.
  • ExamCookie skalvære installeret og køre på din computer under hele prøven (se bilag her).
  • Brug af pc ved prøverne: Du skal selv medbringe alt udstyr til prøven. Det vil sige pc, kabler osv. – og du er selv ansvarlig for, at det hele virker. Der afleveres elektronisk ved de fleste prøver, men du må gerne medbringe printer og eventuelt scanner. Visse prøver afleveres dog helt eller delvist i hånden.
  • Du er selv ansvarlig for de hjælpemidler, du skal bruge under prøven; du må ikke låne noget af andre.
  • Adfærd under prøven: Der skal vises hensyn til de øvrige elever i prøvelokalet, og der skal til enhver tid være ro. Undlad al forstyrrende adfærd under prøven, og følg de henvisninger, der gives af vagterne og skolens personale.

Når du skal aflevere din opgave

  • Hvis prøven består af to delprøver, skal delprøve 1 afleveres i hånden til en vagt. I enkelte fag skal delprøve 2 også afleveres i hånden til en vagt.
  • Delprøve 2 og prøver uden delprøver afleveres med enkelte undtagelser elektronisk, og her skal vagten se din kvittering på skærmen. Til eksaminer hentes og afleveres opgaven på www.netproever.dk. Til årsprøver og terminsprøver hentes og afleveres opgaven på Lectio.
  • Du må under ingen omstændigheder rejse dig og gå, inden opgaven er afleveret og registreret.

Når du forlader prøvelokalet

  • Skal der være ro i lokalet for de elever, der arbejder videre med prøven.
  • Når du har forladt lokalet, må du under ingen omstændigheder gå ind igen, før eksamen er afsluttet.
  • Det sidste kvarter af en prøve må ingen forlade prøvelokalet.
  • Du må først tage pc, kladder, noter mm. med ud af lokalet, når prøven i faget er afsluttet. Desuden er det ikke tilladt at tage opgavebesvarelser/-formuleringer med ud af lokalet, før prøven er slut, hvad enten den ligger på pc eller er skrevet på papir.
  • Går du før tid, må du altså ikke tage pc, opgaveformulering eller besvarelse med ud. Når prøven i dit eget fag er helt slut, kan du hente dine ting. For ikke at forstyrre andre eksaminander skal dette foregå i absolut stilhed. Overholdes dette ikke, kan du ikke få dine ting, før alle prøver i lokalet er afsluttet.
  • Elever med ekstra tid må ikke forlade lokalet, før den ordinære prøve i faget er slut.

HUSK: Unilogin (du SKAL logge på med Unilogin, ikke MitId; du har selv ansvaret for at medbringe Unilogin), computer, høretelefoner (der er ofte film/lyd i opgaverne), papir, noget at skrive med, relevante bøger, noter og øvrige hjælpemidler, mad og drikke.

Regler om hjælpemidler og digitale hjælpemidler

Nedenfor findes de overordnede regler for brugen af hjælpemidler og digitale hjælpemidler ved skriftlige prøver. Reglerne er fastlagt i undervisningsministeriets ”Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v.” (BEK nr. 3 af 05/01/2026).

I de enkelte fag kan der være specifikke regler og krav, der ikke er nævnt her, og det er derfor altid vigtigt at tjekke med sin faglærer, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt til den skriftlige prøve. De enkelte fags oversigt over tilladte hjælpemidler, kan findes her:

https://uvm.dk/media/odslzaxr/260407-25_31776-4-hjaelpemiddeloversigt-til-de-gymnasiale-proever-2026-april-2002218_1_1.pdf

Elever, der har tilknyttet en læsevejleder og er på særlige prøvevilkår, kan have særtilladelse til at bruge forskellige hjælpemidler og -programmer under prøven. Her er det vigtigt, at der er en aftale på plads med læsevejlederen i god tid før prøven.

Hjælpemidler generelt

Alt materiale i fysisk form, herunder noter, bøger m.m., eller materiale, der er gemt lokalt på egen computer, må medbringes. I flere fag må disse dog ikke benyttes i delprøve 1 og i enkelte fag heller ikke i delprøve 2. Digitale værktøjer og programmer må ikke anvendes, medmindre det fremgår i reglerne nedenfor eller i fagenes hjælpemiddeloversigt, der er linket til ovenfor.

OBS.: Prøver med delprøver


En række prøver består af en delprøve 1 og 2, hvor der i første del slet ikke eller kun i meget begrænset omfang må bruges hjælpemidler. I delprøve 1 må der oftest hverken bruges computer eller digitale hjælpemidler (medmindre man er til prøve på særlige prøvevilkår og har en forudgående aftale med sin læsevejleder). Reglerne i delprøve 1 er derudover forskellige fra fag til fag, så skal du op i et fag med en delprøve, er det vigtigt at tjekke med din faglærer, hvad du må og ikke må i delprøve 1. I enkelte fag skrives delprøve 2 også i hånden uden brug af andre hjælpemidler end en til prøven udleveret værktøjskasse. Igen er det vigtigt at tjekke med sin faglærer.

ExamCookie


Programmet ExamCookie, der monitorer, hvad du foretager dig på din computer, skal altid være installeret og køre på din computer, før prøven begynder (se bilag her). Programmet findes her: https://www.examcookie.dk/download/.

Internettet generelt


Helt overordnet må internettet ikke benyttes under skriftlige prøver. Alle artikler, noter, e-bøger m.m., man ønsker at benytte sig af, skal derfor være downloadet til egen computer, inden prøven begynder. Der er enkelte undtagelser fra denne regel, som kan ses herunder.

Netproever.dk


Alle eksaminer hentes og afleveres på netproever.dk. Årsprøver og terminsprøver derimod hentes og afleveres på Lectio.
Husk at medbringe dit UniLogin, ellers kan du ikke logge på netproever.dk.

Lectio


Som nævnt ovenfor hentes og afleveres årsprøver og terminsprøver på Lectio. Derudover må Lectio ikke tilgås under skriftlige prøver. Sørg for at hente alt relevant materiale (gamle opgaver, tekster m.m.) ned fra Lectio på din egen computer, før prøven begynder.

Husk også at downloade din undervisningsbeskrivelse fra Lectio til din egen computer. Af din undervisningsbeskrivelse fremgår det, hvilke internetsider, ordbøger og eventuelle online lærebøger og programmer, du må tilgå, og derfor er det vigtigt, du har den liggende på din computer.

OneDrive, Dropbox, Google Drev og andre skytjenester


Skytjenester må kun benyttes, hvis de er i offline tilstand under hele prøven, og de ikke synkroniserer med skyen. Det vil sige, at alle filer, man ønsker at tilgå, skal være hentet ned, så de ligger lokalt på ens egen computer, inden prøven begynder. Det er således heller ikke tilladt at tilgå delte filer.

Er du ikke helt sikker på, hvordan du sikrer, at din skytjeneste er offline og dine filer ligger lokalt på egen computer, er det en bedre idé at kopiere de filer, du tænker, du kan få brug for, over i en mappe på din computer, fx en mappe på Skrivebordet.

Word, Excel og andre skriveprogrammer


Word og Excel, som skolen stiller til rådighed, såvel som andre skriveprogrammer må benyttes til de prøver eller delprøver, hvor der ikke skal skrives i hånden, men de skal være i offline tilstand under hele prøven. I skal gemme jeres opgave lokalt på egen computer og ikke i OneDrive eller andre skytjenester, medmindre disse er i offline tilstand og ikke synkroniserer med skyen. Det er tilladt at benytte stavekontrollen, men ikke de forskellige funktioner i skriveprogrammerne, der kan hjælpe til at ændre og forbedre det, I skriver.

Studienet.dk


Studienet må ikke benyttes i hverken online eller offline tilstand.

AI-tjenester


AI-tjenester må ikke benyttes, uanset om de findes på nettet eller fx er en integreret del af det skriveprogram, du arbejder i.

OneNote og andre noteprogrammer


Disse må kun benyttes i offline tilstand.

Digitale ordbøger


Må anvendes, hvis de er downloadet til egen computer. Hvis en digital ordbog ikke kan downloades, må den tilgås via internettet, men kun hvis den fremgår af undervisningsbeskrivelsen.

Online lærebøger og internetartikler


I må tilgå de online lærebøger og internetartikler, som fremgår af jeres undervisningsbeskrivelse, men kun hvis de ikke umiddelbart kan hentes ned på jeres egen computer.

Film-, video- og tv-klip


Online film-, video- og tv-klip, der fremgår af undervisningsbeskrivelsen, må tilgås under prøven, men kun hvis de ikke umiddelbart kan downloades til egen computer.

Spotify og andre musiktjenester


Der må høres musik under prøven i høretelefoner (gælder ikke for delprøve 1 og den type delprøve 2, hvor der ikke må anvendes hjælpemidler udover den inkluderede værktøjskasse), så længe det ikke forstyrrer og kan høres af de øvrige elever. Musikken skal ligge lokalt på egen computer. Det vil sige, at musiktjenester som Spotify kun må benyttes i offline tilstand.

Mobiltelefoner og andre former for kommunikation


Det er strengt forbudt at kommunikere med andre under prøven på nogen måde. Mobiltelefoner og smartwatches skal afleveres, inden prøven begynder. Telefonerne skal være slukkede, når de afleveres.

AppWriter, IntoWords og andre læse-skriveteknologi-programmer


Disse programmer må ikke benyttes i hverken online eller offline tilstand. Elever, der er til prøve på særlige prøvevilkår, kan dog have tilladelse fra læsevejlederen til at gøre brug af disse programmer.

Grammarly og andre programmer, der kan rette grammatik og optimere sproget


Denne type af programmer må ikke benyttes. Det gælder både for programmer, der er installeret på computeren; programmer, der er en del af det skriveprogram, du benytter; og for online programmer.

Overtrædelse af eksamens- og prøvereglerne

 Ved overtrædelse af ovennævnte regler kan skolen ved eksaminer sanktionere ved enten at bortvise eleven fra prøven eller ved at tildele eleven karakteren -3, jævnfør §35 til §39 i ”Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v.” (BEK nr. 3 af 05/01/2026).

Ved overtrædelse af ovenstående regler ved terminsprøver, årsprøver eller andre interne prøver henvises til skolens studie- og ordensregler.